15. Folketælling, 5 November 1925, Svallerup mark, Svallerup Strandvej 16, Svallerup Sogn. ¹⁶ #
FT 1925, Svallerup sogn, matr. nr. 19a, opslag 38
Ole Peter Olsen, f. 26-6-1893, ugift, f. i Kallehave s. Præstø a. Husfader
Bengta Olsen, f. 22-10- 1868, Enke, Jemssøg, Sverige, Husmoder
Aksel Rasmussen, f. 26-6-1909, f. i s. Tjenestekarl

Bengtas fødested er med lydskrift. Det hedder Jämshög sogn. Men det er meget bedre end Sverige alene som det forekommer nogle gange.

Ole er stadig ugift selvom han er 32 år.
¤

16. Levnedsløb, 1936. ¹⁷ #
Udkast til levnedsløb p.D.08

Barndom: Oldemor Bengta er født i Gränum på nr. 48,Jämshög forsamling (sogn) i Blekinge Län, Sverige. Hun er den ældste af Sven Håkansson og Nilla Bengtsdotters 8 fødte børn. Hendes far var ved hendes dåb anført som torper og moderens alder var 23 år. Det vil formentlig sige, at han var husmand med lidt jord, som han ikke selv ejede men havde lejet (fæstet).Bengta havde ikke mange mindre søskende, således var hun 3 1/2 år inden hun fik søsteren Johanna - som også levede det meste af sit liv i Danmark -. Broderen Oluf dør som spæd så hun var 9 år da hun fik sin anden søster Emma. Der er 20 års forskel på hende og den yngste bror Bendt Svensson. Hun havde mange fætre og kusiner i nærheden idet flere af hendes forældres søskende også boede i Gränum. Her levede hendes farfar Håkon Svensson indtil 1893. (dvs. til efter hun var rejst til Danmark) Hendes øvrige bedsteforældre kan hun ikke huske noget til.

Skolegang: Bengta og hendes søskende har alle gået regelmæssigt i skole formentlig skolen i Gränum by men det kan ikke helt udelukkes at hun har gået i en flytteskole de første år. Skolevæsenet var blevet væsentlig forbedret på dette tidspunkt. Dvs. det svarede til det vi havde her i Danmark på samme tidspunkt. Jeg ved ikke hvor meget hun kunne læse og skrive, der kendes ikke noget bevaret fra hendes hånd, fx. breve. Hun må have skrevet til søsteren Johanna på Langeland og forældrene m.fl. i Sverige en gang imellem.

Ungdom: Bengta er konfirmeret i 1883 og ifølge husforhörslængden er der ingen bemærkninger om at hun er flyttet til noget andet sogn men det betyder ikke at hun var derhjemme. Hun har sikkert været ude at tjene et sted i Gränum eller måske arbejdet ude og boet hjemme. Den første antydning af at hun forlader sognet findes i husforhörslængden som anføre at hun i 1887 "har været i Danmark". Hun har sikkert været blandt de mange svenske roepiger som tog på sæsonarbejde i Danmark. Det kan ikke udelukkes at hun også var af sted i 1888 og 1889 uden at det er blevet nævnt. Derimod er hendes udrejse endelig da hun den 8 nov. 1890 har meldt udrejse. Folketællingen fra 1 feb. 1890 i Danmark viser at hun allerede dengang var på Tærø og ansat som mejeripige på gården Jesminde.

Voksen: Alt taler for at hun hele tiden var på Tærø indtil hun blev gift med oldefar Johan Olsen den 2 juni 1892. Desværre er hendes opholdsbog ikke bevaret den kunne have givet det præcise svar. Derimod var hun i 1887 ikke på Tærø men snarere på Lolland. Det ser ud til at hende og Johan er blevet viet i sidste øjeblik. Ole blev nemlig født den 26 juni 1893. Dette er der ikke noget usædvanligt i - tværtimod synes dette at være reglen snarere end undtagelsen -. Men i dette tilfælde havde det større betydning. Den danske udlændingelov var på dette tidspunkt sådan at gravide ugifte kvinder kunne udvises fra landet - og det var det faktisk også mange som blev -. Hvilket tydeligt fremgår af svenske kirkebøger hvor der optræder mange ugifte mødre hvor faderen er dansk. Pigerne blev forsørget af myndighederne indtil den endelige udvisning hvis de ikke i mellemtiden havde fået løst deres problem fx. ved at blive gift. Dette bryllup har altså været mere nødvendigt end sædvanligt. Vi ved ikke noget om hvor længe de havde "kommet sammen"/været forlovede så måske har der ikke været nogen tvivl om at det skulle være dem to. I dag er det ikke så usædvanligt med langt mellem børnene men der gik næsten 8 år inden Bengta fik mormor. Det ser ikke ud til at hun har fået dødfødte eller barnedøde børn, men hun kan have fået aborter undervejs. Bengta havde været gift med Johan i 11 år, da hun blev enke. Indtil dette tidspunkt havde de boet på matr. nr. 2 og ernæret sig med landbruget. (antagelig som fæstere under J. de Neergaard fra Gunderslevholm) samt suppleret dette med lønarbejde som daglejere. Bengta har måske stadig arbejdet som mejerske på Jesminde og Ole blev efterhånden gammel nok til at arbejde på Jesminde. Efter Johans død blev Bengta boende på husmandsstedet med de to børn. Det ser ikke ud til at hun gør forsøg på at blive gift igen hverken dengang eller senere. Det må formodes at hun har haft noget hjælp til at drive jorden, thi Ole var kun 11 år og de to har nok ikke kunnet klare det hele selv. Hun har måske kunnet bytte sin arbejdskraft med hjælp fra bestyren på Jesminde. Heste- og plovdage. De havde også selv en hest noget af tiden. Bestyren var i en periode Knud Andersen som senere kom til at spille en rolle i forbindelse med købet af gården i Svallerup. Hun boede således 1904-1911 på Tærø inden hun flyttede til Svallerup mark. Hun havde formentlig stadig kontakt til forældrene og familien i Sverige. "Tærø Ole" i Kallehave har fortalt at hun en gang imellem rejste alene til Sverige på besøg. På samme måde aflagde hende og Johanne på Langeland besøg hos hinanden. Ligesom Johannes børn har været på Tærø som det fremgår af det bevarede postkort. (se dette) men de kom også på besøg i Svallerup. Bengta i Svallerup: Som nævnt var det den tidligere bestyrer på Jesminde der formidlede kontakten til Bengta med oplysninger om at den gård han var nabo til nu var til salg. Bengta (og Ole) er formentlig rejst herop for at se på den og har besluttet sig til at købe den. Ole var nu gammel nok til selv at drive landbrug, så det har ikke været noget problem længere. Han var i øvrigt soldat i Fredericia da de købte den fremgår det af købekontrakten. De blev ved med at drive gården i over 25 år indtil hendes død i 1936. Der kom så vidt jeg ved aldrig til at bo andre fast på gården end mormor, Ole og Bengta mens hun var levende. De havde dog en tjenestekarl eller tjenestedreng til at være med i driften. "Morbror" Ole - af Bengta altid kaldt Ola, hendes svenske baggrund skinnede undertiden igennem - beskæftigede sig en del med svineavl og orner (havde ornecentral), så der kom mange som skulle have løbet søerne. Bengta og mormor var ikke så meget med i marken men Bengta havde meget fjerkræ som hun brugte en del tid på at passe. De havde en rimelig social kontakt med en del af de nærmeste naboer men familie havde de som nævnt ikke ret meget af her på egnen. (Det kom først efter Bengta var død.) Bengta tog ikke andel i sognets offentlige liv på nogen måde men gik undertiden i kirke om søndagen. Generelt deltog kvinder nok ikke meget i noget udenfor hjemmet på dette tidspunkt. Da Oldemor døde havde hun selv fået 2 børn og der var kommet 2 børnebørn men ingen oldebørn. Mor og Peter var 14 og 13 år da hun døde. Ole fik aldrig børn men giftede sig samme år som Bengta døde. (se p.24c) Anekdote: En af de ting som er blevet fortalt mange gange er om dengang de flyttede fra Tærø. Dette foregik med toget til Store Fuglede station måske fra Langebæk station på Kallehave banen. De ankom til Store Fuglede om aftenen med alle deres ejendele så vel levende som døde. De medbragte hest, ko og flere andre husdyr alt sammen læsset på en vogn eller vandrende ved siden af. Det må have været et ret særpræget optog at møde ud på aftenen. Men det som gør begivenheden er blevet husket skyldes at de i stedet for at gå mod Bjerre som er vejen til Svallerup så begyndte de at vandre i den stik modsatte retning nemlig mod Store Fuglede. Hvornår de blev klar over fejltagelsen er der ikke noget overleveret om. Men til Svallerup mark kom de da på et tidspunkt. NB! Det havde i øvrigt været kortere hvis de var taget med toget til næste station Jerslev.


Tillæg om Bengta (og søsteren Johanna) p.D.08
Udvandringen fra Sverige,
Da Bengta og Johanna rejste til Danmark havde udvandringen fra Sydsverige allerede stået på 40 år. (Karl Oscar tog af sted i 1850). Der var således ikke noget pioneragtigt i at de to piger rejste til Danmark. Det havde mange tusinde gjort før dem. Både som sæsonarbejdere, men også for at bosætte sig permanent.
Der var heller ikke noget usædvanligt i det var piger, idet de blev brugt som sæsonarbejdere i roemarkerne om sommeren og efteråret eller som malkepiger og mejeripiger. Det var før der kom polske roepiger til Lolland. De kom først fra 1892. De svenske piger var meget søgt som malkepiger og mejersker. Dette var ikke mindst tilfældet på godserne og i mejeribruget. Således var 10 % af den kvindelige arbejdskraft på godserne svensk eller svenskfødt og for mejerierne var der tale om 15 % ved folketællingen 1901.
Indvandringen fra Sverige til Danmark var ikke særlig regelmæssig, men var meget betinget af kriseår i Danmark eller i Sverige. Ved krisen i Sverige 1867-68 kom der mange, mens der ved kriseår i Danmark var et fald i indvandringen. Den gennemsnitlige indvandring pr år ligger på ca. 2000 personer, med den største indvandring 1883-84. Herefter falder det jævnt til om omkring 1910. I 1890 var indvandringen ca. 1860 og svagt stigende et par år. Dette fortsatte med stagnerende tendens frem til 1900, herefter falder kurven. I perioden 1860-1910 udvandrede 1.000.000 fra hele Sverige til USA, samt desuden 200.000 til europæiske lande.
Den samlede registrerede udvandring var ca. 81000 til Danmark. Af den samlede udvandring fra Sverige aftog Danmark ca. 8-9 %. Men en stor del af de indvandrede rejste før eller senere til bage til Sverige, mens f. eks kun 10 % kom tilbage fra USA. Tilbagevandringen fra Danmark var på ca. halvdelen af de ind vandrede.

Udvandringen til Danmark kan ikke sammenlignes med den til USA. Den kom fra hele Sverige, mens den til Danmark kun var fra de sydligste län. Endvidere var det således, at de første år kom der mange fra Skåne, mens Småland kom senere og sidst kom Blekinge til som bidragyder. Udvandringen fra Blekinge var først lige kommet i gang ca. 1890 da Bengta og Johanna også tog af sted.
De her nævnte tal omfatter kun personer, som har taget/fået ud udfærdiget flyttebeviser i deres hjemsogne. Sæsonarbejderne rejste ste i stort tal uden nogen form for papirer. Det reelle tal har været langt større, måske 3 eller 4 gange så stort. Den registrerede indvandring fra Blekinge udgjorde 1850-1910 7943 personer eller 9,6% af den samlede udvandring, mens udvandringen fra Skåne udgjorde 58,5%.

Fæstemænd og agenter.
Hvordan kom de hertil og hvordan blev der hvervet folk?

Der fandtes flere metoder til at skaffe sig svensk arbejdskraft og disse varierede fra landsdel til landsdel. De hvervede og indvandrede folk til Lolland-Falster kom næsten alle fra Ble Blekinge og Kronobergs Län (i Småland).
Dette hænger sammen med en "autoriseret" kommisær løjtnant E- Ekenstam, som i 25 år (1880-1904) forsynede De Danske Sukkerfabrikker med roepiger. Kvindernes andel til Lolland-Falster var på 70-80 %. Fra 90erne forsynede han også Fyn.

En benyttet metode til hvervning var at give en pige, som rejste ste hjem 5 Kr. pr pige hun kunne skaffe i et halvt år. Kunne de skaffe en pige i et helt år var prisen 10 Kr. Sådan er mange piger blevet hvervet og måske også Bengta og Johanna?

Der blev brugt mindst 4 hvervemetoder.

1) Man opsøger arbejdsgiveren direkte, dvs. den pågældende var arbejdsløs ved ankomsten. (Tænk f. eks på gamle Lassefar og Pelle da de kom til Bornholm i Nexøs: Pelle Erobreren. Da kom bønderne til havnen når de vidste at der kom en skibsladning svenskere. Her blev så de stærkeste og sundeste fæstet først.

2) Det omvendte hvor arbejdsgiverne direkte søgte i Sverige. De tog selv over med hest og vogn og hentede dem de skulle bruge eller en hel vognfuld. Andre annoncerede i svenske aviser

3) Det hyppigste blev efterhånden mellemmænd. Der kunne være både svenske og danske. Disse led kunne være vidt forgrenede i begge lande. Dette blev selvfølgelig groft udnyttet i mange til fælde. Efterhånden kom der dog noget lovgivning på dette om råde. Fra 1884 skulle fæstemændene være autoriserede. Og dette var i Sverige forbeholdt svenskere. Løjtnant Ekenstam var så ledes en sådan, men det hjalp ikke så meget på udnyttelsen. Både af tjenestefolkene men også af køberen af arbejdskraft.

4) Svenskerne henvendte sig til danske fæstekontorer, som hoved hovedsaglig havde til huse i København. Her strømmede svenskerne til i meget stort antal ved skiftedagene. Her er mange blevet franarret deres få sammensparede penge. Her er undertiden blevet talt om "hvid slavehandel" når agenterne handlede med folk til fæstemændene. Det kom da også så vidt at det kom op på re regeringslan. Der kom en ny lov i 1891 som skulle forhindre det grove misbrug.

I følge folketællingen 1890 var der 33802 svenskfødte i Danmark Det svarede til 1.6% af den danske befolkning. 1901 var tallet steget til 35555 personer, men dette var procentvis mindre af den samlede befolkning. Herefter var tallet af svenskere faldende, men her er ikke taget højde for de børn som fødtes af rent svenske forældre (ikke mange) og i blandede ægteskaber. De var jo danske statsborgere.

Skal man trække en parallel til nutiden, så var der i 1976 2,6 % bosiddende i Danmark som ikke var født her. Her er det måske værd at bemærke at fremmedarbejderne kun udgør en forsvindende brøkdel af disse 2,6 %. Så svenskerne må have været et langt mere mærkbart indslag i hverdagen end fremmedarbejderne er i dag. De gav da også anledning til mange problemer, som ikke skal medtages her. Blot skal nævnes at mange blev trukket hertil og anvendt som skruebrækkere i arbejdskonflikter.

Men roepigerne, malkepigerne og mejerskene som især kom til Lolland-Falster var der ikke så mange problemer med. Fra 1874/ 75 kom der mange piger og det vedblev til omkring 1900. De kom i store mængder enten med skib fra Malmø til Bandholm eller med tog. Man regner med der kom mellem 1000-2000 roepiger fra midten af 1880erne, men hermed var behovet ikke dækket. Fra 1892 begyndte man at hente polske piger hertil. Dette antal kom op på ØK, men herefter var de svenske pigers antal dalende.

Om nogle af årsagerne til udvandringen fra Sverige. Befolkningstilvæksten var nogenlunde lige stor i Sverige som i Danmark. Selvom husmænd og landarbejderbefolkningen havde usle forhold i Danmark, så var fattigdommen ikke så ekstrem som i Sydsverige. Udvandringen til Amerika fra Danmark (300.000) gav også nogle steder mangel på arbejdskraft, som kunne udfyldes med svenskere. Det gjaldt ikke mindst Lolland-Falster. Måske fordi her var så mange godser og relativt mindre adgang til jord for den fattigste del af landbefolkningen.
I Danmark have nogle landarbejdere lidt jord, som de kunne over leve på, endvidere var der et rimeligt opsving i dansk landbrug i modsætning til i Sverige.
Det var landbefolkningens underklasse som udvandrede til Dan mark. Dvs. torperne, småbrugenes drenge og piger, som der ikke kunne skaffes et livsgrundlag for på stedet, (den svenske inddeling af befolkningen efter rigdom og anseelse er således:
1) Bonde = gårde men meget mindre end vores.
2) Åbo = oversættes normalt også med bonde, men han er mindre end den anden.
3) Topare = husmand eller landarbejder med lidt lejet jord
4) Backstugaklassen = kendes ikke i Danmark. Går mest på husets udseende, idet det ikke har vægge, men kun en facade. Resten er gravet eller sprængt ind i en skråning. Torparen har næsten altid sit eget hus. Backstugaklassen har brugsret (lejet) til noget jord eller skov. Det har de tre foregående klasser også, må man ikke glemme.
5) Inhysesklassen = landarbejdere som udelukkende bor til leje, som regel hos den han arbejder for. Det svarer til den danske Inderste eller Indsidder.
6) Lavest på den sociale rangstige befinder staterne = landarbejde som bor i usle lejekasserner på de større godser. Udmærket beskrevet i Ivar Lo-Johansson: Staterne - også filmatiseret og vist i Danmark

Det var således sjældent at en bondepige udvandrede. Det ansås for nedværdigende, mens torperne og backstugafolkenes piger (og drenge) tog over for at tjene en god sommerløn i Danmark. Vi ved at i hvert fald Bengta var herovre i 1887, men måske også i årene inden den endelige udvandring.
Lønningerne var også mere tiltrækkende i Danmark. Mens en mand kunne tjene ca. 3 gange så meget i Danmark, så var lønnen for pigerne op til 7 gange så høj i Danmark. Hvilket har kunnet hjælpe mange til at klar sig igennem. Vi ved ikke om Bengta og Johanna sendte penge hjem til Sven og Nilla? I så fald har det nok ikke været længere end til de selv blev gift. De har måske været tilfredse med at kunne klare sig selv. Omvendt var de jo de to ældste børn og havde det været drenge havde det måske været mere naturligt.

De svenske roepiger var godt betalt på Lolland-Falster. Her var der mangel på arbejdskraft. I sidste halvdel af 1870erne fik de 110 Kr. for en sommersæson. Dette var langt over det dobbelte af, hvad de kunne tjene på et helt år hjemme.
Men den store udvandring fra Sverige medførte også mangel på arbejdskraft i nogle områder. Befolkningstallet faldt visse steder i Sydsverige med 10 %, hvorved lønningerne begyndte at stige i Sverige. Hermed forsvandt noget af motivet til at rejse til Danmark.
¤

Bengta blev gift med Hmd. og Lods Johan Jacob Olsen, søn af Ole Larsen og Bolette Christiansen, den 2 Juni 1893 i Steensby Kirke, Kallehave Sogn. (Hmd. og Lods Johan Jacob Olsen blev født den 20 Maj 1860 i Kallehave Sogn. Tærø, dåb den 28 Maj 1860 i Kallehave kirke, Kallehave sogn, Bårse herred, Præstø amt, DK,¹⁸ døde den 27 Juni 1904 i Kallehave Sogn. Tærø og blev begravet den 4 Juli 1904 i Steensby Kirke, Kallehave Sogn ¹⁹.)

  Om Johan og Bengta

1. Vielse, 2 Juni 1893, Steensby Kirke, Kallehave Sogn. ²⁰ #
Steensby kirke, Kallehave sogn, vielse 1893, opslag xx
viet: 2-6-1893
Pige Bengta Svensson af Blekinge i Sverige, i flg. forevist attest født i Gränum, Jämshög sogn i Blekinge i Sverige 22-10-1868, døbt den 25-10-1868, konfirmeret 1883. Datter af torper og skomager Sven Håkansson og hustru Nilla Bengtsdotter af nævnte sogn. Tjener på Tærø <og> ungkarl Johan Jacob Olsen født på Tærø den 20 marts 1860, døbt den 28 maj 1860 i Kallehave kirke og konfirmeret samme sted søndag efter Paaske 1874. Opholder sig for tiden på Tærø. Søn af afdøde hmd Ole Larsen og hustru Bolette Christiansen på Tærø
Forlovere: Indsidder Jens Peter Olsen, Langebæk, og indsidder Kristian Larsen af Tærø

Det er Johans bror som er forlover for ham. Både hans far og mor var døde.
¤